Fortsæt til indhold

Fine stole og Weber grill dumpet i vejsiden

Ukendte tyve stjal trailer og dumpede stole og grill, der stod på traileren, i en vejside.

Krimi

Tina Bille Sørensen spærrede øjnene op, da hun fredag formiddag var ude på sin daglige gå- og løbetur på Møllevej, der ligger afsides ved Voldum. Hun gik og talte med en veninde i telefon, da hun i vejsiden fik øje på seks hvide stole og en Weber grill.

»Hvem pokker stiller sådan noget på Møllevej,« udbrød Tina og sendte et foto af efterladenskaberne til sin veninde, der ligesom Tina syntes, det var nogle fine stole.

Da hun kom hjem, postede hun billedet på en lokal facebookside og spurgte, om der var nogen, der manglede disse ting.

Ingen længe var der svar fra Thomas Gaardsøe, der bor i Voldum omkring en kilometer nord for Møllevej. Han fortalte, at tingene var hans, og at de var blevet stjålet på hans adresse.

»Jeg er i gang med at male min garage, hvor stolene stod, så jeg stillede dem ud på min trailer sammen med en Weber grill. Nogle har så stjålet traileren og altså læsset stolene og grillen af på Møllevej,« fortæller Thomas Gaardsøe til avisen.

Han formoder, at tyveriet er sket natten til fredag, hvor han ikke var hjemme. Han befinder sig stadigvæk i Nordjylland, da Din Avis taler med ham fredag eftermiddag, hvor han har fået nogle venner til at hente stolene.

»Det var da heldigt nok, at der ikke var kommet andre forbi og havde taget de fine stole og grillen,« siger Tina Bille Sørensen.

Thomas Gaardsø er lidt spændt på at komme hjem til Voldum og se, om der er blevet stjålet andre ting ved nattens tyveri.

»Jeg tror det ikke, for alarmen er ikke gået, og der er ikke registreret noget på kamera,« siger Thomas Gaardsø, som dog vil tage sig nogle forholdsregler, når han kommer hjem.

»Jeg stiller nok ikke stolene frem til fri afhentning igen.«