Erfaren taxachauffør rystet efter farlig knallertkørsel
Taxachauffør advarer om livsfarlig knallertkørsel i Hornslet. Søren Kofoged opfordrer forældre til at tage ansvar for deres børns sikkerhed. - Han får støtte af det lokale byrådsmedlem Jan Fischer.
Søren Kofoged, erfaren taxachauffør med base i Hornslet, havde for nylig en skræmmende oplevelse, der har fået ham til at råbe vagt i gevær.
En lørdag aften på Tingvej var han tæt på at kollidere med en ung knallertkører, der kørte langt over den tilladte hastighed og uden lys på.
Episoden har rystet Søren Kofoged dybt, og han føler sig nødsaget til at dele sin bekymring med byens forældre og unge.
Det gør han på Byen Hornslets Facebookprofil.
Livsfarlig kørsel
Søren Kofoged fortæller, hvordan han var millimeter fra en alvorlig ulykke.
»Jeg var meget tæt på at kollidere med en af dem i taxaen,« skriver han.
»Når man så kontakter politiet, har de ikke ressourcer til at køre en tur til Hornslet.«
Søren Kofoged er bekymret for, at det kun er et spørgsmål om tid, før en af de unge kommer slemt til skade. Han opfordrer forældre til at tage en alvorlig snak med deres børn om sikkerhed og ansvarlig kørsel.
En ven i nød
Jan Fischer, lokalt byrådsmedlem og Søren Kofogeds gode ven, har også reageret på episoden.
Han skriver ligeledes på Byen Hornslets Facebookprofil:
»Min gode ven Søren Kofoged har haft en grim oplevelse med en knallert. Han er meget rystet, og jeg har aldrig set ham så påvirket.«
Jan Fischer opfordrer forældre til at tage ansvar og tale med deres børn om de farer, der er forbundet med uansvarlig kørsel.
»Denne skrivelse er af kærlighed til alle, der kører på knallert, og for at undgå en ulykke,« tilføjer han.
En fælles indsats
Både Jan Fischer og Søren Kofoged håber, at deres opråb vil føre til en ændring i adfærd blandt de unge knallertkørere.
»Kære forældre til de her store drenge, det går galt en dag, og en af jeres kære kommer slemt til skade,« advarer Jan Fischer.
Han opfordrer forældre til at bede deres børn om at tænke sig om en ekstra gang, inden de sætter sig på knallerten.
»For sådan som de kører, så er det kun et spørgsmål om tid.«
Bedre åbningstider i ungdomsskolen
Duoens opråb har affødt flere kommentarer på Facebook.
En borger skriver: »Hej Jan. Kunne det være en god ide at åbne ungdomsskolen mandag, tirsdag, onsdag og torsdag hver uge om aftenen. Sådan var det for mange år siden i Hornslet. Og så kunne man måske overveje om alt kun skal være for dem i 7. og 8. klasse.
For det er blevet lidt for kedeligt dernede. Der er ingen arrangementer eller generelt noget til os i de ældre klasser som 9. og over. For den her by byder ikke rigtig på noget for os i de ældre klasser.
Om eftermiddagen og aftenen er der ikke noget at give sig til her i byen.«
Jan Fischer svarer: »Et rigtig godt forslag, det vil jeg spørge ind til.«
En anden borger tilføjer: »Spændende spørgsmål, det er jo politisk besluttet, hvor mange penge de vil smide efter ungdomsskolen, altså hvor meget vi kan holde åbent, så dejligt Jan vil tage den videre. Desuden er der nu åbnet hver dag fra 13:45-16:00, som et forsøg, indtil videre indtil 2026. Ungdomsklubben er for 7. klasse til 18 år, så du kommer bare, og tag vennerne med. Der var mange 15+ år i dag, men klart at 7.-8. årgang er mest repræsenteret.«
En tredje borger svarer: »Problemet er jo for os, der er på uddannelse og gymnasium osv. Vi har jo fri senere end dem i folkeskolen og så går vi i skole i andre byer. Jeg går jo f.eks. på skole i Randers og er ikke hjemme før 16-16:30.«
For langt til Rampen
Endnu en borger kommenterer: »Hvem gider tage i ungdomsskole efter skoletid? Det er da ikke nogen skolefritidsordning de unge har brug for, men et sikkert og trygt sted hvor de kan mødes og hygge/snakke og lave forskellige aktiviteter der interesserer dem.
Synd at ungdomsskole-kulturen i Hornslet døde med Frank Reeckmanns afgang. Og så undrer det mig meget over den ungepolitik politikerne i Syddjurs fører.
Der er ofret pæne midler i Ebeltoft til de unge som hedder Rampen og skulle være for alle unge i Syddjurs.
Men hvordan pokker skal unge mennesker fra f.eks. Ryom, Kolind og Hornslet komme til Ebeltoft?
Men de unge mennesker har ikke politik som førsteprioritet, hvorfor de heller ikke protesterer offentligt over forholdene.«