Forsøgte at stikke af fra politiet - det var der flere grunde til
To personer blev sigtet for narkokørsel onsdag.
I forbindelse med patruljering omkring Nørrebrogade i Randers stødte en politipatrulje onsdag aften på en bilist, som virkede mistænkelig, og de gav derfor tegn til, at han skulle holde ind til siden.
Bilisten standsede i første omgang sin bil, men da betjentene kom nærmere, accelererede han pludseligt og forsøgte at køre fra patruljen. Han blev dog hurtigt indhentet og standset for enden af gaden.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Bilisten viste sig at være en 25-årig mand, som er frakendt kørekortet. Betjentene vurderede, at han derudover virkede påvirket af stoffer. Manden blev derfor anholdt og sigtet for kørsel uden førerret, narkokørsel og for ikke at efterkomme politiets anvisninger.
Bilen var tilmed stjålet nogle dage før fra en adresse i Randers, og han blev derfor også sigtet for biltyveri.
Den 25-årige var ikke den eneste mand, som politiet havde fingre i onsdag.
Lidt tidligere på dagen - omkring klokken 16.30 - standsede politiet en 19-årig mand på Birke Allé i Spentrup. Han blev sigtet for narkokørsel og for besiddelse af narko, da betjentene fandt en mindre mængde hash og en joint i bilens handskerum.