Fortsæt til indhold

Nu melder politiet ud om mor og datter, der boede sammen og blev fundet døde

Politiet har konkluderet, at de døde af naturlige årsager.

Krimi

Politi, læge og ambulancer rykkede 18. september talstærkt ud til en adresse i Hammel, hvor to kvinder i familie med hinanden var fundet døde. De to kvinder var husets beboere, en kvinde på 94 år og hendes datter på 69 år.

Politiet var længe på stedet og oplyste dagen derpå, at der ikke var tegn på, at moren og datteren havde været udsat for en kriminel handling. Dødsårsagen var dog endnu ukendt, og det var uklart, hvad der præcist var sket, så politiet ville arbejde videre med sagen.

Moren og datteren skal bisættes i denne uge, og Din Avis har kontaktet Østjyllands Politi for at spørge ind til årsagen til den usædvanlige sag, hvor to familiemedlemmer, der boede sammen, blev fundet døde i deres fælles hjem.

Politiet oplyser, at man både sundhedsfagligt og politifagligt har konkluderet, at kvinderne døde af naturlige årsager.

»Efter obduktionen afsluttede vi efterforskningen, da der ikke var noget, der pegede på, der var sket noget kriminelt. Det er både ud fra vores efterforskning og obduktionen foretaget af en retsmediciner vores konklusion, at de begge døde af naturlige årsager,« siger Jacob Christiansen, kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi.

»Det er en meget usædvanlig sag,« medgiver politiet, der ikke må oplyse, hvilke naturlige årsager kvinderne døde af.

Østjyllands Politi ønsker endvidere ikke at komme nærmere ind på, om moren og datteren døde samme dag, eller hvor lang tid der gik mellem dødsfaldene.

Familien til de afdøde kvinder har indrykket en dødsannonce i Din Avis Favrskov, hvor det fremgår, at deres kære mor, farmor og oldemor samt deres kære søster og faster bliver bisat ved Hammel Kirke.