Tip førte til fund af stoffer og våben – så kradsede han lidt i malingen på politigården og blev sigtet for hærværk
En 22-årig mand indkasserede mandag en lang række sigtelser.
Et tip til politiet om muligt narkosalg fra en lejlighed i det nordlige Aarhus fik mandag formiddag et par betjente fra Østjyllands Politis Specialpatrulje til at møde op på adressen.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Ved ankomst mandag morgen ved 9-tiden blev betjentene mødt af en kraftig hashlugt, og mistanken om narkosalg fra stedet blev derfor styrket.
Betjentene straks bankede på, men da døren ikke blev åbnet, låste betjentene sig selv ind. Til en sovende mand, der blev vækket.
Han blev identificeret som lejlighedens 22-årige beboer og gjort bekendt med, at han var sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Herefter blev han blev anholdt og ilagt håndjern og gjort bekendt med betjentenes ønske om at foretage en ransagning.
Stoffer og våben
Under den efterfølgende ransagning af adressen fandt politiet omkring 50 gram hash fordelt i flere mindre salgsposer samt nogle rester fra nogle joints, som blev beslaglagt.
Derudover fandt politiet også en kasteøkse og en butterflykniv, som ligeledes blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion, mens den 22-årige mand blev sigtet for at have overtrådt både våben- og knivloven og taget med på stationen.
På politigården i Aarhus opdagede betjentene kort tid efter, at der var larm fra venterummet, hvor den 22-årige var blevet placeret, og da de rettede henvendelse til ham kunne de se, at der var blevet afpillet noget maling på et mindre område.
Den 22-årige mand fik derfor også en sigtelse for hærværk med sig hjem, inden han efter en afhøring blev løsladt.
Han nægter sig skyldig i alle fire forhold.