Ung kvinde fra Randers i kritisk tilstand efter voldsom ulykke – nu er der nyt i sagen
Onsdag var en kvinde og en mand i en alvorlig ulykke ved Viborg.
Onsdag omkring klokken 8.20 kørte to biler frontalt sammen på Nordre Ringvej i Viborg.
Ved ulykken kom en 24-årig pige fra Randers slemt til skade.
Så slemt, at vagtchefen oplyste, hun var blevet indlagt i kritisk tilstand.
»Vi har haft Østjyllands Politi ude og underrette kvindens mor på grund af de kvæstelser, hun har,« sagde han.
Nu er der godt nyt.
Den 24-årige kvinde er ikke længere i livsfare. Det oplyser Henrik Hansen, politiassistent hos lokalpolitiet i Viborg.
»Hun har fået nogle knoglebrud,« siger han.
Ulykken skete, da en 65-årig mand fra Viborg-området af uvisse årsager kørte over i den modsatte vejbane, hvorefter han kørte ind i en modkørende 24-årige kvinde.
Den 65-årige mand har ikke pådraget sig nogen større skader.
Efter ulykken blev der tilkaldt en bilinspektør, der skal undersøge ulykkens omstændigheder nærmere.