Fortsæt til indhold

Sindssyg i gerningsøjeblikket, da han stak sin samlever med kniv: Dropper anklage om drabsforsøg

Anklagemyndighed har nedjusteret tiltale fra drabsforsøg til grov vold i sag fra landsby på Djursland.

Krimi
ddp

Det var ikke et drabsforsøg, da en 57-årig mand tilbage i maj i deres hjem i Stenvad stak sin kvindelige samlever i maven med en køkkenkniv, så hun blev alvorligt skadet, da kniven ramte tarmene.

Det mener Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi ifølge et anklageskrift, som Randers Amtsavis har fået aktindsigt i.

Sigtelsen lød ellers på drabsforsøg, men Anklagemyndigheden har valgt at ”nedjustere” tiltalen til grov vold.

Ifølge anklageskriftet vurderer politiet, at manden, der siden den ulykkelige episode har været varetægtsfængslet på en psykiatrisk afdeling, at den 57-årige var sindssygt i gerningsøjeblikket.

Politiet fik hurtigt fat i den 57-årige efter ankomsten til Stenvad. Manden fik den hvide dna-dragt på og lagt midt på vejen. Senere blev han kørt væk fra åstedet i ambulance. Foto: Spot Foto

Derfor kræver anklageren også manden idømt anbringelse uden længstetid, skriver Randers Amtsavis.

Knivstikkeriet bragte den lille landsby Stenvad på den anden ende, da det ved middagstid den 21. maj pludselig strømmede til med politibiler og ambulancer, og den gennemgående bygade, Stenvad Bygade, blev afspærret.

Kort efter ankomsten anholdt politiet den 57-årige mand tæt på gerningsstedet.

Han blev sigtet for drabsforsøg, men varetægtsfængslet for grov vold, og det er altså også tiltalen, som Anklagemyndigheden nu går med, når sagen skal for retten i denne måned.