Fortsæt til indhold

Kvinde er død i ulykke: Bilen begyndte at slingre og bragede så ind i hus

Trods tililende borgeres hurtige indsats med førstehjælp stod kvindens liv ikke til at redde.

Krimi
csj

En 70-årig kvinde fra lokalområdet mistede torsdag aften kontrollen over sin bil og kørte ind i et hus i Voldum – hun afgik senere ved døden. Det oplyser Østjyllands Politi.

Østjyllands Politi fik klokken 17.14 anmeldelsen om ulykken, der skete ud for Voldum-Rud Vej 82. Ifølge vidner på stedet var bilisten pludseligt begyndt at slingre, hvor efter bilen kørte af vejen og ramte ind i et el-skab og efterfølgende et hus.

Nogle borgere udøvede hurtigt førstehjælp på stedet og fik ringet 112, og da ambulancen kom frem, blev kvinden kørt på hospitalet. Hendes liv stod dog ikke til at redde, og hun blev lidt efter erklæret død.

Det er endnu uvist, hvorfor kvinden pludseligt mistede kontrollen over bilen, og om hun døde som følge af sammenstødet med huset. Politiet oplyser til Din Avis, at hun kom kørende i vestlig retning og var alene i bilen.

En bilinspektør foretog undersøgelser på stedet og skal nu afklare hændelsesforløbet.