Fortsæt til indhold

10 ruder smadret på skole i Aarhus - to drenge anholdt

Politiet blev kontaktet af forbipasserende borger, der havde hørt højlydte lyde fra glas, der blev knust.

Krimi

To drenge er sigtet for at have begået groft hærværk, efter de natten til søndag 9. november ifølge politiet smadrede mindst 10 ruder i bygninger med tilknytning til Risskov Skole på Vestre Strandallé i Risskov.

Det oplyser Østjyllands Politi i en døgnrapport.

Politiet blev kontaktet af en borger, der omkring klokken 00.45 natten til søndag var gået forbi skolen og havde overhørt en masse larm fra en gruppe mennesker på stedet. Ifølge anmeldelsen var der særligt nogle højlydte lyde fra glas, der blev knust.

Flere patruljer blev sendt til adressen, og kort tid efter kunne politiet ved selvsyn konstatere, at der var smadret en masse ruder ved skolen.

Kort tid efter traf betjentene to unge personer på stedet, som en politihund også samtidig var blevet ledt på sporet af.

De to personer blev identificeret som værende to drenge, begge på 17 år, fra henholdsvis Risskov og Egå.

Drengene blev anholdt og sigtet for at have begået groft hærværk, og drengenes værger og de sociale myndigheder blev underrettet.

Østjyllands Politi har for nuværende ikke yderligere kommentarer af hensyn til den fortsatte efterforskning, og politiet kan ikke afvise, at der vil komme yderligere sigtelser i sagen.

Risskov Skole er bygget i 1926 og har i dag over 1.000 elever fordelt på 41 klasser.