Fire mænd sigtet for hærværk på valgplakater: »Det er aldrig en undskyldning«
Det skal være trygt for alle uanset ståsted at kunne deltage i den politiske debat, lyder det fra politiet.
Fire mænd er sigtet for hærværk, efter at de sent onsdag aften blev set rive valgplakater ned på Åboulevarden i det centrale Aarhus.
Det skrev Østjyllands Politi i en døgnrapport torsdag.
Episoden fandt sted omkring klokken 23.50, hvor en anmelder så de fire mænd rive plakaterne ned og tage dem med sig. Anmelderen fortalte, at de fire mænd nu var gået ind i en kiosk på Lille Torv.
En politipatrulje kørte til stedet for at få fat på mændene, og uden for kiosken så betjentene flere valgplakater stillet op ad muren.
Betjentene henvendte sig til de fire mænd og bad dem komme ud af butikken. Mændene, henholdsvis 19, 20, 21 og 21 år, forklarede, at de havde taget flere valgplakater ned, fordi de gerne ville have dem med hjem.
Hærværket var også blevet fanget på politiets tryghedskameraer, hvor man kunne se, at det var de rigtige mænd, som betjentene havde fat i.
Politiet har særligt fokus på chikane og trusler mod folkevalgte i forbindelse med kommunal- og regionsrådsvalget, lyder det.
»Det skal være trygt for alle uanset ståsted at kunne deltage i den politiske debat. Nedtagning af valgplakater er at betegne som hærværk, og politiet tager chikane, trusler, hærværk og vold mod folkevalgte alvorligt. Det er aldrig en undskyldning, at man vil have plakaten med hjem,« står der afslutningsvist i døgnrapporten fra Østjyllands Politi.