Tidligere drabsdømt bankede mand med støvsugerrør – nu har retten mildnet hans dom
En 53-årig mand har fået omstødt sin dom fra marts.
En 53-årig mand, der tidligere er dømt for knivdrab, blev i marts ved Retten i Aarhus idømt forvaring for et voldeligt overfald med støvsugerrør.
Den dom har Vestre Landsret nu ændret til fængsel i et år og tre måneder, oplyser hans forsvarer, advokat Jan Schneider, til Ritzau.
Ved overfaldet pådrog offeret sig adskillige læsioner og flænger i hovedet og på kroppen.
Den tiltalte blev dengang også fundet skyldig i at have truet et vidne i sagen ved at have sagt, at han ”ville slå hende ihjel, hvis hun meldte det til politiet”.
Specialanklager Lisbeth Weiss Petersen krævede den tiltalte idømt forvaring - en foranstaltning på ubestemt tid for personer, der skønnes at være særligt farlige.
Det skete blandt andet med henvisning til, at den 53-årige i 2010 blev idømt 12 års fængsel for at have stukket en mand ihjel i Aarhus.
Allerede dengang indstillede Retslægerådet - landets højeste lægefaglige instans - til, at den tiltalte blev idømt forvaring.
Men det endte som nævnt med en fængselsstraf.
Da den 53-årige blev løsladt fra sin drabsdom, gik der ifølge anklageren kun ganske tid, før han igen var ude på et skråplan.
I 2022 blev han således idømt fængsel i to år og tre måneder for forsøg på røveri. Kort tid efter løsladelsen skete overfaldet i Tilst.
Den tiltalte selv erkendte i retten, at han gennem mange år har finansieret sit misbrug gennem kriminalitet.
Under afsoning har han været i behandling for sit misbrug og lært at kontrollere sit temperament, lød det.
En 42-årig mand, der blev fundet medskyldig i overfaldet i Tilst, blev af retten idømt fængsel i ét år.