Fortsæt til indhold

27-årig knivstukket flere gange - politi søger vidner

Knivstukket mand var noget fåmælt, da han blev afhørt af politiet.

Krimi

En 27-årig mand blev søndag aften kørt til Aarhus Universitetshospital, efter at han var blevet stukket i alt fire gange med knivstik i blandt andet ryggen.

Det oplyser Østjyllands Politi i en døgnrapport.

Den 27-årige var ikke i livsfare og kunne udskrives kort tid efter endt behandling af de skader, han var blevet påført.

Da politiet ankom til Aarhus Universitetshospital, fandt betjente det relevant at tale med to mænd, der stod ved en bil uden for hospitalet. Mændene blev identificeret og registreret af politiet, men de to mente ikke at kende til sagen med den 27-årige mand.

Den 27-årige mand blev afhørt af politiet, men han ønskede hverken at forklare, hvad der var sket, eller hvor knivstikkeriet fandt sted.

Østjyllands Politi arbejder stadig på at identificere gerningsmændene og har indhentet videoovervågning fra blandt andet området omkring hospitalet, hvor den 27-årige ankom til skadestuen i en privat bil.

Den pågældende bil blev senere på aftenen bragt til standsning på Inger Christensens Gade i Brabrand, men politiet fandt intet af interesse for sagen hos personerne i køretøjet.

Sagen efterforskes nærmere og politiet har for nuværende ikke yderligere kommentarer, men hører gerne fra eeventuelle vidner med relevante oplysninger for sagen på telefonnummer 114.