Joint afslørede narko-lager i Mørke
En patrulje fandt både amfetamin, skunk og cannabisplanter på adresse i Mørke.
Torsdag eftermiddag kørte betjente fra Østjyllands Politis Specialpatrulje til en adresse i Mørke på Djursland. Politiet havde modtaget oplysninger om, at der blev dyrket og opbevaret skunk og narko på stedet.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Da betjentene var fremme ved adressen, så de en 59-årig mandlig beboer ryge en joint. Han blev sigtet for besiddelse af narko, inden politiet foretog en ransagning af adressen
I fryseren fandt politiet omkring 100 gram amfetamin, og rundt omkring i huset fandt betjentene fra Specialpatruljen knap fem kilo skunk og 10 kilo cannabisplanter. De blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.
Den 59-årige mand blev anholdt og taget med på stationen. Han fik også beslaglagt knap 10.000 kroner i kontanter, som formodes at stamme fra salg af narko og blev fundet på adressen under ransagningen.