Fortsæt til indhold

Mand truet med kniv i Randers

Politiet efterforsker røveri i misbrugsmiljø. Fire personer blev anholdt og løsladt efter afhøring.

Krimi
kijo

En 48-årig mand blev torsdag morgen presset til at overføre penge med en kniv rettet mod sig.

Fire personer blev samme dag anholdt i sagen. Det fortæller Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Politiet fik torsdag klokken 07.35 en anmeldelse fra en 48-årig mand, der var løbet væk efter et røveri i det nordvestlige Randers. Ifølge politiet blev han truet med en kniv og presset til at overføre flere tusinde kroner via telefonen.

Betjente fandt kort efter tre personer på adressen, to kvinder på 20 og en dreng på 16, som var til stede under røveriet. Senere blev en kvinde på 29 også anholdt og afhørt. Alle er løsladt efter afhøring.

Politiet vurderer, at flere personer var på stedet i et misbrugsmiljø og efterforsker fortsat sagen.