Flere mistænkte efter knivstik på gymnasium
Ifølge rektor har tre drenge overfaldt en teenage-dreng med kniv. Ingen af de implicerede er elever på skolen.
Efter fredagens kniv-episode på Aarhus Gymnasium i Tilst, hvor en 17-årig blev stukket ned, er der fortsat ingen anholdt.
Lørdag morgen oplyste vagtchef ved Østjyllands Politi til TV2 Østjylland, Casper Homann, at der er flere mistænkte i sagen, og at efterforskningen fortsat er i gang.
Ifølge rektor på Aarhus Gymnasium i Tilst, Maria Kongskov, var der tale om tre drenge, som overfaldt en anden dreng.
Han blev fredag sendt på skadestuen til behandling, men var ikke kommet alvorligt til skade.
Østjyllands Politi oplyste via det sociale medie X, at drengen ikke er elev på gymnasiet.
Din Avis har forgæves forsøgt at få fat i Østjyllands Politi for at høre, om der er nyt i sagen.