»Stor fare«: Havde 19 ulovlige kanonslag
Politiet advarer mod farerne ved ulovligt fyrværkeri.
Politibetjente var natten til søndag 7. december klokken 1.10 i kontakt med en 22-årig mand, der befandt sig på Hobrovej i Randers.
Den 22-årige havde 19 forskellige kanonslag, hvoraf især det ene var særligt kraftigt. Han blev sigtet for at have overtrådt loven om fyrværkeri, da alle 19 kanonslag var ulovlige.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Kanonslagene blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.
»Østjyllands Politi vil benytte lejligheden til igen at gøre opmærksom på, at man ikke kun udsætter sig selv, men også andre for stor fare ved at handle med, besidde og affyre ulovligt fyrværkeri,« skriver politiet.
Du må kun affyre dit lovlige fyrværkeri i perioden fra 31. december til 1. januar. Og i Danmark er det først tilladt at købe fyrværkeri fra 15. december.