Fortsæt til indhold

Politi efter flere knivoverfald: Det er bekymrende og noget, vi ser alt for ofte

Ifølge efterforskningsleder hos Østjyllands Politi er knivoverfald noget, politiet prioriterer, ikke mindst på en række tragiske drabssager.

Krimi

Det sker så tit, at de færreste bliver overraskede over at se en overskrift om et knivoverfald i Aarhus. Det er om ikke dagligt, så tæt ved.

Senest blev en 15-årig dreng søndag 7. december overfaldet og stukket med kniv samt udsat for peberspray på Ryhavevej i det vestlige Aarhus. Ifølge Østjyllands Politi er knivoverfaldet formentlig direkte relateret til et knivoverfald i Tilst 5. december. Her blev en 17-årig dreng overfaldet af tre andre drenge på Aarhus Gymnasiums afdeling i Tilst.

Din Avis har kontaktet Østjyllands Politi for at få mere information om knivoverfaldene, herunder motiv, om drengene i sagerne kendte hinanden i forvejen og hvorfor knivstikkeriet på Aarhus Gymnasium i Tilst fandt sted på netop gymnasiet, når ingen af de implicerede i sagen er elever på gymnasiet.

Ifølge efterforskningschef Flemming Nørgaard er knivstikkerierne begået i »nogle forskellige miljøer.«

Efterforskningschefen holder dog kortene ret tæt inde på kroppen.

»Sagerne er fortsat under efterforskning, og Østjyllands Politi har for nuværende ikke yderligere kommentar af hensyn til de igangværende efterforskninger,« siger Flemming Nørgaard i et skriftligt svar.

Politi: Bekymrende

Rektor på Aarhus Gymnasium Marie Kongskov oplyser, at knivstikkeriet fandt sted på en gang, og at unge nogle gange »hænger ud« på gymnasiet, selv om de ikke er elever. Ifølge rektoren har gymnasiet en aftale med dets elever om, at de ikke må invitere venner på besøg på gymnasiet.

»Jeg kender ikke årsagen til det, der skete. Det kan også være, at drengen forsøgte at gemme sig på gymnasiet,« siger hun.

Mens efterforskningschef Flemming Nørgaard ikke vil kommentere de aktuelle sager, vil han gerne kommentere på knivstikkerier i Aarhus mere bredt.

»Det er altid bekymrende, og det er generelt noget, vi desværre ser alt for ofte. Det er noget, vi er særdeles opmærksomme på, da vi inden for de seneste par år også har haft tragiske drabssager og forsøg på manddrab, hvor der har været anvendt kniv og andre lignende spidse og skarpe genstande til at begå alvorlig personfarlig kriminalitet,« lyder det i det skriftlige svar.

I august i år blev en 37-årig mand knivdræbt ved Værestedet i Jægergårdsgade i Aarhus. I juni i år blev en 50-årig kvinde knivdræbt på Grøndalsvej i Viby.

På denne tid sidste år, ni dage før juleaften, blev en 19-årig stukket ned med kniv på Reginehøjvej i Aarhus N. Han afgik kort efter ved døden på sygehuset.