Fortsæt til indhold

Ville sælge piller - men køber var politibetjent

En 31-årig mand blev anholdt, da han ville sælge oxycontin-piller.

Krimi
ceb

Betjente fra politiets specialpatrulje fik torsdag nys om, at der blev solgt opioider fra et bestemt telefonnummer, og de henvendte sig derfor til nummeret og lod som om, de var interesserede i at købe.

Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Sælgeren var hurtig til at reagere og aftalte et sted i Randers NØ, hvor stoffer og penge kunne udveksles.

Klokken 23 stod en civilklædt betjent så klar på det aftalte sted, og kort efter kom en 31-årig mand gående til stedet med nogle oxycontin-piller i hånden.

Betjenten gav sig til kende og fik hjælp af kolleger til at anholde den 31-årige, som blev sigtet for narkosalg.

Under visitationen blev han udover pillerne fundet i besiddelse af nogle tusinde kroner i kontanter og en kniv. Det hele blev beslaglagt, og han fik en ekstra sigtelse for overtrædelse af knivloven.

Den 31-åriges lejlighed blev ransaget, og her lå der flere piller, som også blev beslaglagt.