Fortsæt til indhold

To personer anholdt efter fund af håndgranat

De fremstilles i grundlovsforhør tirsdag.

Krimi
ceb

Opdatering: De to personer blev til dagens grundlovsforhør varetægtsfængslet i 3 x 24 timer af hensyn til den fortsatte efterforskning i sagen. Den 34-årige mand kærede kendelsen om varetægtsfængsling til landsretten, mens den 30-årige kvinde udbad sig betænkningstid, oplyser Østjyllands Politi på X.

En person havde truet med at bruge en håndgranat. Det fik politiet mandag klokken 13.13 en anmeldelse om.

Flere patruljer rykkede derfor straks til stedet og fik afspærret et større område omkring den relevante adresse på Skovlund i Randers-bydelen Vorup, mens politiet arbejdede på at få kontakt til personerne på stedet.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Kort tid efter - omkring klokken 14.40 - kunne politiet foretage anholdelse af en 34-årig mand, mens en 30-årig kvinde blev anholdt klokken 14.43.

»Vi tager det meget alvorligt, når vi modtager en anmeldelse om, at en person er i besiddelse af en håndgranat, og derfor var vi også meget synligt og talstærkt til stede i området i løbet af hele mandagen,« siger efterforskningschef ved Østjyllands Politi Flemming Nørgaard i pressemeddelelsen.

Ingen personer er kommet til skade i forbindelse med sagen og mandagens anholdelser.

To personer blev mandag anholdt i Vorup. Foto: Presse-fotos.dk

Funktionsdygtig håndgranat

På stedet blev der fundet en funktionsdygtig håndgranat, som blev sikret med hjælp fra Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste.

Østjyllands Politi har desuden fået assistance fra Hjemmeværnet til bevogtning af stedet. Bevogtningen vil tirsdag formiddag formentlig blive ophævet.

»Vi har i løbet af mandagen foretaget en grundig gennemgang af adressen samt det omkringliggende område for at sikre os, at der ikke lå yderligere eksplosiver til fare for de omkringliggende naboer, og derfor kan borgerne igen trygt færdes i området, nu hvor politiets afspærringer bliver ophævet,« siger Flemming Nørgaard.

Østjyllands Politi takker for borgernes forståelse for gårsdagens nødvendige afspærringer i området.

Der blev på stedet fundet en funktionsdygtig håndgranat. Foto: Presse-fotos.dk

Grundlovsforhør

Den 34-årige mand og den 30-årige kvinde vil tirsdag klokken 10.30 blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers. De er sigtet for at have overtrådt våbenloven ved at have været i besiddelse af en funktionsdygtig håndgranat under særligt skærpende omstændigheder.

»Vi har stadig et stort arbejde med at få efterforsket sagen og klarlagt et forudgående hændelsesforløb op til anmeldelsestidspunktet, og vi kan på nuværende tidspunkt ikke udelukke, at der kommer yderligere anholdelser eller sigtelser i sagen,« siger efterforskningschef ved Østjyllands Politi Flemming Nørgaard.

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi vil derfor anmode om lukkede døre af hensyn til sagens fortsatte efterforskning.

Et større område var afspærret i forbindelse med episoden. Foto: Presse-fotos.dk