Vanvittigt overfald i Skødstrup: 18-årig mistede to en halv liter blod
Offer mistede to en halv liter blod og var en overgang i livsfare, fremgår det af sigtelse mod to mænd.
To mænd på 25 og 29 år sigtes for at have overfaldet en 18-årig mand med slag og spark samt pudset en hund på ham.
Det fremgår af sigtelsen, der læses op ved et grundlovsforhør i Retten i Aarhus, hvor de to mænd fremstilles i grundlovsforhør torsdag formiddag.
Overfaldet skete ifølge sigtelsen lørdag eftermiddag på en adresse i Aarhus-forstaden Skødstrup.
Offeret blev ifølge sigtelsen slået mindst 25 gange og sparket eller trampet 10 gange.
Herefter blev han angrebet af en hund, som de to mænd ifølge sigtelsen pudsede på ham.
Den 18-årige pådrog sig behandlingskrævende skader i hovedet, på arme og ben. Han pådrog sig også en sprængt milt ved overfaldet.
Manden mistede to en halv liter blod og var en overgang i livsfare, fremgår det af sigtelsen.
De to mænd nægter sig skyldige i sigtelsen om grov vold.
Hvorfor offeret blev angrebet, forbliver foreløbig et ubesvaret spørgsmål.
Dommeren lukker dørene for de to tilstedeværende journalister på anmodning fra anklageren.
Det skyldes ifølge anklageren, at der muligvis er en tredje gerningsmand på fri fod.
Det kan skade efterforskningen, hvis der kommer for mange oplysninger frem om hændelsen på nuværende tidspunkt, argumenterer anklageren.