Par fik stjålet begge deres biler på samme dag - én tyv blev fundet på letbanestation, den anden i grøften
Nøglen til stjålet bil havde ligget i bil, der også var blevet stjålet.
Først ringede han én gang, og så ringede han igen.
Med kort tids mellemrum anmeldte en mand fra Aarhus mandag 5. januar to stjålne biler, da både han og kæresten pludselig stod uden køretøjer.
Det oplyser Østjyllands Politi i en døgnrapport.
Første opkald til politiet fandt sted klokken 7.45. Her lød meldingen, at mandens køretøj var blevet stjålet fra en parkeringsplads ved et supermarked på Grenaavej i Skødstrup.
Manden kunne via et GPS-signal se, at bilen befandt sig på en nærliggende adresse i byen, og inden betjente fra Østjyllands Politi nåede frem, havde manden selv fundet den stjålne bil. Da politiet ankom til stedet, overtog betjente håndteringen af sagen.
Manden pegede betjentene i retning af den formodede gerningskvinde, som nu befandt sig ved et letbanestop i nærheden. Kvinden, en 19-årig, blev skønnet påvirket af narko, og en visitation afslørede, at hun var i besiddelse af flere stjålne værdigenstande fra bilen. Hun blev sigtet for brugstyveri af køretøjet, for tyveri fra personbilen, for narkokørsel og for kørsel uden førerret.
Kort efter den første anmeldelse anmeldte manden endnu et stjålet køretøj. Hans kæreste havde nemlig set en mand komme kørende i parrets anden bil. Den anden bil var formentligt blevet stjålet samme morgen, da nøglen til denne havde ligget i den første stjålne bil.
Få minutter senere fandt patruljen frem til det andet stjålne køretøj, da føreren var kørt galt på Skødstrupvej og ikke kunne komme fri fra grøften.
I bilen sad en 29-årig mand, som klokken 09.50 blev hjulpet ud fra bilen, anholdt og sigtet for brugstyveri. Den 29-årige mand blev ligeledes sigtet for tyveri fra personbil og for kørsel i frakendelsestiden. Han blev, som den 19-årige kvinde, også sigtet for narkokørsel.
Østjyllands Politi efterforsker sagen nærmere for at få klarlagt et endeligt hændelsesforløb og har indhentet videoovervågning fra supermarkedet.
Politiet opfordrer i samme forbindelse til, at man som bilejer aldrig forlader sit køretøj hverken ulåst eller holdende i tomgang eller med værdigenstande liggende synligt fremme.