Fortsæt til indhold

Fodgængere måtte springe for livet – politiet søger vidner

En bilist gjorde sig lørdag skyldig i flere alvorlige overtrædelser.

Krimi

Østjyllands Politi søger vidner i forbindelse med en voldsom sag fra lørdag eftermiddag.

Omkring klokken 14.15 kørte en 27-årig bilist med meget høj far frem for rødt lys i krydset Åby Ringvej/Gudrunsvej ved Globus 1 i Århus Vest.

Det resulterede i, at flere personer, som opholdt sig i fodgængerfeltet, måtte springe til side for at undvige billisten.

Det er kørslen her, som politiet søger vidner til. Men det stopper ikke der.

En borger ser kørslen og får fat i føreren på Janesvej ved Bazar Vest og konfronteret ham.

»Så smækker han døren i, og borgerens jakke kommer i klemme. Han sætter sin bil i bakgear og borgeren bliver slynget i asfalten,« siger Rasmus Houmann, vagtchef ved Østjyllands Politi.

Da han kører derfra, rammer han en anden bil.

Politiet får fat i føreren bag Bazaren, og han bliver anholdt.

Han bliver blandt andet sigtet efter paragraf 252, der drejer sig om forsætlig fareforvoldelse for liv eller førlighed – en paragraf, der har en straframme på op til otte år, at stikke af fra et uheld, for at være påvirket af alkohol og euforiserende stoffer og for at køre uden kørekort.

Østjyllands Politi håber at fremstille den anholdte i grundlovsforhør – hvilket skal ske senest 24 timer efter anholdelsen.

»Det er blandt andet derfor, vi søger vidner,« siger vagtchefen.

Se seneste nyt i sagen HER:

Borgere som har overværet episoden, eller som selv har været impliceret i den, bedes rette henvendelse til Østjyllands politi på telefonnummer 114 »hurtigst muligt«.