Fortsæt til indhold

Troede hun skulle sælge hash. Så klappede håndjernene

En 24-årig kvinde blev torsdag taget af specialpatruljen.

Krimi

På baggrund af et tip tog betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje torsdag eftermiddag kontakt til et telefonnummer og udgav sig for at være en interesseret køber af hash.

Sælgeren reagerede hurtigt, og der blev kort efter aftalt en handel på Skanderborgvej i Viby i Jylland.

Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapportn.

Hvad sælgeren ikke vidste var, at den påståede køber kom fra politiet. Betjentene var først fremme på det aftalte mødested, og lidt senere ankom en 24-årig kvinde i en personbil med flere salgsposer i hånden.

Politifolkene viste deres legitimation, og den 24-årige kvinde blev omkring klokken 17.30 sigtet for salg af narkotika og anholdt på stedet.

Ved en efterfølgende ransagning af bilen fandt politiet flere gram hash fordelt i salgsposer. Hashen blev taget i beslag med henblik på senere konfiskation og destruktion.

Både kvindens bil og hendes telefon blev også beslaglagt til den videre efterforskning af sagen om hashhandel på Skanderborgvej i Viby i Jylland.