Tre vilde nætter: Gik løs på hjertestartere og biler i Lighthouse og kastede strømpe efter betjente
En 27-årig mand har fået en behandlingsdom.
En 27-årig mand gik amok i en parkeringskælder under Lighthouse på Aarhus Ø, hvor han blandt andet ødelagde hjertestartere og slukkede for brandanlægget på ni etager, skriver Århus Stiftstidende.
Manden sprøjtede også indholdet af en pulverslukker ud over flere parkerede biler og smadrede glasset på nødknapper.
Forinden havde han under en anholdelse på Hotel Royal kaldt betjente for både ”fascistsvin” og ”pansersvin”. Senere samme nat kastede han en strømpe efter en af betjentene.
Episoderne var en del af en række hændelser over tre nætter i maj 2023, hvor han blandt andet også brød ind i en lukket café og spiste mad på stedet.
Fem dage efter episoden i Lighthouse spyttede han en sygeplejerske i hovedet på Aarhus Universitetshospitals afdeling for psykoser.
Retten har nu idømt ham en behandlingsdom på psykiatrisk afdeling med en længstetid på fem år samt en erstatning på knap 16.000 kroner til Lighthouses ejerforening.