Hovedvej spærret: Lastbil skred ud på tværs af vejen og blev påkørt af personbil
Lastbilchauffør mistede herredømmet i glat føre.
Randersvej var torsdag eftermiddag nord for Hadsten midlertidigt spærret for trafik i begge retninger.
Spærringen skete efter et trafikuheld kl. 15.15, hvor en lastbil på grund af sne og glat føre skred ud og endte på tværs af vejen. Det oplyser Østjyllands Politi til Din Avis. På samme tidspunkt kom der en personbil i den modsatte retning, som forsøgte at undvige, men endte med at ramme med venstre side ind i lastbilens bagdæk.
Ifølge politiet skete uheldet lidt nord for Nørre Galten ud for Randersvej 59.
Føreren af personbilen var en 42-årig mand fra Hadsten, som blev kørt til undersøgelse på skadestuen, men ikke kom kritisk til skade. Han havde to passagerer med i bilen, som ikke kom til skade. Heller ikke lastbilchaufføren, som var en 24-årig mand fra Djursland, kom til skade ved uheldet.