Brand i lejlighed: Brandfolk måtte slå dør ind
Komfur var blevet tændt midt om natten.
Natten til mandag 16. februar kl. 01.34 blev der modtaget en alarm om en bygningsbrand i en lejlighed.
Beredskab og Sikkerhed - Falck Hammel skriver på sin facebookside, at brandfolkene måtte ”forcere” opgangsdøren, da man ankom til branden, som var brudt ud i en lejlighed i Østergade i Hammel.
»Der var af ukendte årsager blevet tændt for komfuret, hvor noget plastik var smeltet,« oplyser brandvæsnet, der fik assistance fra Midtjysk Brand & Redning, station Fårvang.
Kollegaerne fra Fårvang kunne dog hurtigt sendes hjem igen.
Østjyllands Politi oplyser, at der kun var røgudvikling og ingen flammer. Ingen kom til skade og fik brug for lægehjælp, og der var ikke umiddelbart noget at komme efter for politiet.