Bygning styrtet sammen efter voldsom brand
Op til 25 brandfolk blev sat ind mod branden.
Klokken 03.33 gik alarmen hos Beredskab & Sikkerhed. Den lød på gårdbrand på Voer Færgevej ved Ørsted.
»Der var ild i en 3-400 kvadratmeter stor lade,« siger Sune Andersen, vagthavende operationschef ved Beredskab & Sikkerhed.
I laden befandt sig både maskineri og halm.
Ilden var så kraftig, at flere stationer blev tilkaldt; Allingåbro, Kolind, Randers og Fjellerup – i alt omkring 25 mand.
Brandfolkene er stadig på stedet, hvor bygningen er styrtet sammen.
»Det er mest efterslukning,« siger operationschefen, der også oplyser, at der skal fjernes vragdele og halm fra laden.
Branden spredte sig ikke til andre bygninger.
Der er ingen meldinger om tilskadekomst.