Fortsæt til indhold

Betjent havde lige fået fri og øje på en hvid Seat. Så gik det over stok og sten og røde lys

Natten til søndag var en hvid Seat omdrejningspunktet i flere sager.

Krimi
jro

Natten til søndag steg en mand ind i, hvad han troede var en taxa. Han forklarede senere til politiet, at chaufføren under kørslen sad og røg hash og samtidig havde svært ved at finde vej.

Da manden blev sat af, steg chaufføren ud af den hvide Seat, gav ham et kram og forsøgte i samme bevægelse at stjæle anmelders telefon.

Anmelderen fik dog fat i sin telefon igen og ringede kort efter til politiet. Han kunne på det tidspunkt kun oplyse, at der var tale om en hvid Seat.

Senere på natten, efter en betjent netop havde fået fri, bemærkede betjenten en hvid Seat, der samlede en beruset mand op ved Banegårdspladsen. Registreringsnummeret på bilen blev herefter rundsendt til de patruljer, der var på gaden.

Kort efter fik en patrulje øje på den hvide Seat, som kørte med en hastighed langt over den tilladte og fortsatte over flere røde lys. Bilen blev standset, og føreren blev anholdt og sigtet for flere overtrædelser af færdselsloven.

Politiet efterforsker nu, om det er den samme fører, der tidligere på natten kørte anmelderen hjem.

Bilen blev desuden beslaglagt.