Fortsæt til indhold

Ni på hospitalet efter brand på Fællesskabets Hus – 93-årig kvinde sigtet

Branden opstod i en skraldespand i en lejlighed.

Krimi

Onsdag 25. februar klokken 18.46 modtog politiet melding om en brand på plejehjemmet Fællesskabets Hus på Alléen i Ry.

Det oplyser Finn Ellesgaard Nielsen, vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi.

»Der var både ild og røgudvikling i en af beboernes lejligheder,« siger han videre.

Derfor blev flere beboere og personale evakueret.

Ilden var opstået i en skraldespand i lejligheden – og skyldes ifølge vicepolitiinspektøren ”uforsigtighed i forbindelse med rygning”.

I alt blev ni personer – otte fra personalet og lejlighedens beboer – kørt til tjek på skadestuen for røgforgiftning. Alle slap med skrækken.

Lejlighedens beboer, en 93-årig kvinde, er sigtet i sagen.

I august 2024 var der også brand på plejehjemmet.

Her blev der fundet afbrændt tøj i et omklædningsrum i kælderen på plejehjemmet.

Politiet mistænkte derfor, at branden var påsat.