Råb fra lejlighed fik alarmklokkerne til at ringe hos betjente
Da betjente var ude for at undersøge en organiseret hashhandel i Brabrand, råbte en person fra sin lejlighed, hvilket fik politiet til at tage aktion straks.
Onsdag formiddag var betjene fra Østjyllands Politi til stede på Gudrunsvej i Brabrand grundet en igangværende indsats mod organiseret hashhandel i området.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Da politiet ankom til stedet, råbte en person fra en lejlighed for at advare personer om politiets tilstedeværelse. Det gjorde, at betjentene besluttede sig for at undersøge lejligheden.
Her blev politiet mødt af en kraftig lugt af hash. Under en efterfølgende ransagning blev der udfundet omkring hundrede joints og mere end et kilo hash.
Både hash og joints blev beslaglagt af politiet, og det samme gjorde en kniv, som lå gemt under en hovedpude.
En 19-årig mand og en 28-årig mand blev begge sigtet for at have overtrådt loven om euforiserende stoffer, mens den 28-årige også blev sigtet for at have overtrådt knivloven.