Han blev nervøs, da politiet dukkede op – så gjorde betjentene et fund
En 30-årig mand fik stoppet for sin køretur onsdag aften.
Onsdag aften fik en patrulje fra Østjyllands Politi øje på et mistænkeligt køretøj, som betjentene ønskede at undersøge nærmere.
På Bredstrupgade i det centrale Randers blev føreren af køretøjet nervøs ved mødet med politiet, og det virkede til, at føreren var påvirket. Derfor blev føreren sigtet for at have overtrådt loven om euforiserende stoffer og for narkokørsel.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Vedkommende blev identificeret som værende en 30-årig mand. Klokken 20.42 blev han anholdt.
Under en efterfølgende visitation fandt betjentene en mindre mængde kokain fordelt i flere forskellige salgsposer hos den 30-årige mand. Han var også i besiddelse af nogle tusinde kroner i kontanter, som politiet tror stammer fra narkosalg.
Både kokain og penge blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation, og den 30-årige mand blev taget med til afhøring på stationen. Han erkendte sig skyldig og fik desuden også udtaget en blodprøve på hospitalet for at få se, om han havde været påvirket under kørslen.