Fortsæt til indhold

Indbrudstyv knuste rude for at få fingre i medicin - og så gemte han sig i affaldscontainer

Kraftigt påvirket indbrudstyv blev fanget af politiet kort efter sin ugerning.

Krimi

Den gik ikke, da en 27-årig mand sent torsdag aften gemte sig i en affaldscontainer efter et indbrud på et apotek i Langå ved Randers.

Manden blev således fanget af en hundepatrulje kort tid efter, at han havde knust en rude med en brosten og stjålet receptpligtig medicin fra apoteket.

Den 27-årige mand blev i forbindelse med sin anholdelse skønnet »kraftigt påvirket,« hvilket nok ikke har gjort det nemmere at undslippe politiet.

På grund af mandens tilstand blev han kørt til hospitalet til nærmere observation. Han blev dog sigtet for indbruddet.

Østjyllands Politi modtog anmeldelsen om indbruddet på apoteket torsdag aften klokken 23.30, og flere patruljer blev sendt til stedet.