Tre drenge luskede rundt i Aarhus-forstad – nu er de anholdt for indbrud i flere biler
Både forældre og sociale myndigheder er informeret.
Natten til mandag blev tre teenagedrenge anholdt og sigtet for en række tyverier fra biler på forskellige veje i Risskov.
Klokken 02.12 ringede en borger til Østjyllands Politi og fortalte, at flere biler havde fået knust ruder på Bækkelundsvej i Risskov, og at vedkommende havde set tre personer luske rundt i området.
Flere patruljer kørte derfor til stedet, og på Agerbæksvej traf en af patruljerne to mørkklædte drenge. Den ene var til fods, og den anden på el-løbehjul, og begge forsøgte at stikke af, da de så politiet. Drengen til fods, en 13-årig dreng, blev hurtigt indhentet af en betjent og anholdt.
Den anden, en 15-årig dreng, nåede at stikke af, men han blev kort efter fundet af en patrulje i en privat have, hvor han forsøgte at gemme sig bag en busk. En hundepatrulje søgte efter den tredje person, og politihunden fik hurtigt færten af ham. Hunden snusede sig frem til en byggeplads i nærheden, hvor en 14-årig dreng sad og gemte sig i et skur.
Han forsøgte at løbe derfra, da han så politiet, men politihunden løb ham hurtigt op. Patruljerne noterede, at der på vejene i området var 18 biler, som havde fået knust ruder.
Ruderne var formentlig blevet knust med en bushammer, som betjentene fandt i forbindelse med anholdelserne af de tre drenge. Der var stjålet kontanter, tøj, cigaretter, tankkort med mere fra bilerne.
Den 15-årige blev sigtet for tyverierne. Da de to andre er under den kriminelle lavalder, blev de ikke sigtet.
Drengenes forældre og de sociale myndigheder blev underrettet.