Unge hang med klarinetten, efter politiet havde været på besøg. Nu skal super-hurtige el-løbehjul destrueres
Østjyllands Politi var onsdag til stede i flere mindre byer i både det nordlige Aarhus og på Djursland. Og flere trafikanter endte med at måtte vinke farvel enten til deres køretøj eller kørekort.
Betjente fra Østjyllands Politis Færdselssektion var onsdag eftermiddag til stede i flere mindre byer i den nordlige del af kredsen.
Det skete på baggrund af, at en række borgere har henvendt sig til politiet med et ønske om at få sat den tohjulede og motordrevne færdselskultur under lup, skriver politiet i døgnrapporten.
I Auning på Djursland resulterede politiets tilstedeværelse i, at to knallerter blev taget med ind på stationen til nærmere undersøgelser, da de kunne køre mere end 43 km/t.
Den ene af de to blev beslaglagt, da det var anden gang, at politiet fik fingre i den, mens den anden knallert blev taget med ind for at blive adskilt og få afmonteret ulovlige dele.
I Skødstrup, hvor borgerne i en periode har henvendt sig til politiet med en del klager over generende kørsel af knallerter og el-løbehjul på stisystemer, var der også gevinst for politiet.
Tre ulovlige el-løbehjul blev således indfanget og målt til henholdsvis at kunne køre med 50, 50 og 70 km/t. De tre el-løbehjul blev beslaglagt med henblik på senere destruktion, mens de unge ejere fik lov at vinke farvel med nedtrykte miner, skriver politiet.
Et el-løbehjul må ikke kunne køre med en hastighed på mere end 20 km/t.
I forbindelse med den samlede færdselsindsats blev der desuden skrevet sager til to forskellige bilister, der gjorde brug af håndholdt mobiltelefon under kørslen.
Begge bilister havde i forvejen været lidt på kant med færdselsloven, så begge sagerne udløste en betinget frakendelse af førerretten.
Derudover 10 sager for diverse overtrædelser - herunder manglende hjelm på el-løbehjul og fejl/mangler ved køretøj.