To biler i uheld i vejkryds - politiet blev ikke tilkaldt
Manglende overholdelse af vigepligt førte til sammenstød ved T-krydset Røndevej-Kystvejen. Østjyllands Politi har ingen meldinger om personskader.
Mandag middag stødte to biler sammen i krydset Røndevej og Kystvejen i Ebeltoft.
Ulykken skete, da en bil kørte frem for ubetinget vigepligt og ramte en anden bil på Røndevej i bagenden. Bilen, der overså sin ubetingede vigepligt, fik frontpartiet beskadiget. Den anden bil fik et tryk på bagpartiet.
Vagthavende hos Østjyllands Politi havde ved overtagelsen af sin vagt ikke fået videregivet noget om hændelsen og tog det som et udtryk for, at sammenstødet ikke fik fysiske konsekvenser for de involverede.
Tilføjelse:
Emil Enemark Sørensen, kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi, bekræfter i en mail til Din Avis, tirsdag 10. marts ovenstående forløb:
»Anmeldelse kl. 11.58 til politiet om et sammenstød mellem to biler i krydset mellem Kystvejen og Røndevej i Ebeltoft.
Ingen personskade og enighed blandt parterne om forløbet, hvorfor det blev vurderet, at det ikke var nødvendigt med politiets tilstedeværelse.
Bilerne holdt ikke til gene for den øvrige trafik, og parterne udvekslede oplysninger og blev vejledt om at få tilkaldt autohjælp.«