Fredag formiddag klokken 10 var Din Avis Aarhus til stede i Retten i Aarhus, da en 23-årig mand blev fremstillet i grundlovsforhør. Han var sigtet for i alt 19 forhold.
Den 23-årige trådte grædende ind i retssalen, og det var som om sagens alvor først gik op for ham der. I stor kontrast til da han ankom til retten. Her spurgte sigtede blandt andet politibetjenten, der ledsagede ham, om hans løberekord.
Ifølge sigtelsen drejede det sig blandt andet om vold, trusler, frihedsberøvelse og voldtægt begået mod en 21-årig kvinde og hendes familie. Kvinden var ifølge anklagemyndigheden en person, som den sigtede havde haft en forudgående nær relation til.
Flere af forholdene skulle ifølge sigtelsen være sket i løbet af sensommeren 2024 i Aarhus-området, men det seneste forhold havde fundet sted i januar 2026. Ifølge anklagemyndigheden blev kvinden i et tilfælde tilbageholdt i en bil i op mod syv timer, ligesom der i samme periode skulle være fundet et seksuelt overgreb sted, som i sigtelsen blev betegnet som voldtægt. Sigtede skulle også have truet kvinden og kvindens far adskillige gange verbalt.
Derudover var den 23-årige også sigtet efter straffelovens § 247. Ifølge anklagemyndigheden kunne denne bestemmelse komme i spil, fordi den bruges i sager, hvor en person begår vold eller lignende kriminalitet efter tidligere at være dømt for vold.
I sådanne tilfælde kan straffen blive forhøjet.
Kort efter retsmødet begyndte, anmodede anklagemyndigheden om, at grundlovsforhøret skulle foregå for lukkede døre. Den anmodning imødekom dommeren.
Den 23-årige sad i forvejen fængslet i en anden sag, da han ifølge politiet blev anholdt torsdag morgen klokken 10.28. Dommeren skulle i grundlovsforhøret tage stilling til, om den 23-årige skulle varetægtsfængsles.