Fortsæt til indhold

Røveri i supermarked: Kan du genkende gerningsmanden?

Østjyllands Politi efterforsker to røverier mod samme supermarked og offentliggør nu overvågningsbilleder af gerningsmanden.

Krimi
sb

Østjyllands Politi beder nu offentligheden om hjælp i håb om, at nogen kan genkende en mand, der ved to lejligheder har begået røveri mod Coop 365 på Norges Allé i Aarhus N.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Første røveri fandt sted 19. december sidste år, hvor manden kom ind i butikken, stjal flere varer og truede personalet, da de forsøgte at standse ham.

3. februar klokken 19.25 kom manden tilbage, fyldte en vogn med varer og gik forbi kasselinjen uden at betale. En ansat forsøgte at stille sig i vejen, men gerningsmanden skubbede ham hårdt væk og truede personalet, inden han gik fra stedet.

Østjyllands Politi har uden succes på forskellig vis forsøgt at finde frem til gerningsmanden.

»Desværre er overvågningsbillederne ikke i bedste kvalitet, men det er alligevel politiets håb, at nogen kan genkende ham ud fra ansigt eller beklædning,« står der i pressemeddelelsen.

Ingen af de ansatte kom til skade i forbindelse med episoderne, men da der blev anvendt trusler og skub under tyverierne, efterforskes sagerne som røverier.

Oplysninger til politiet kan gives på telefon 114.