Fortsæt til indhold

Vanvid gennem Rønde: Over for rødt flere gange, 170 km/t og mod færdselsretningen

Politiet måtte tirsdag nat træde mere end almindeligt hårdt på patruljevognens speeder.

Krimi

En personbil passerede tirsdag nat klokken 00.43 en af Østjyllands Politis hundepatruljebiler med høj hastighed på Flintbakken nord for Rostved.

Betjentene vendte om og tændte udrykningssignalet for at få føreren til at standse.

Føreren var ikke ligefrem med på den ide og trådte i stedet på speederen og foretog en hasarderet overhaling af et andet køretøj.

Politiet indledte en eftersættelse, og over radioen fik patruljen oplyst, at bilen var stjålet fra en indkørsel i Hyl Skovgård mellem mandag eftermiddag og tirsdag morgen.

Under eftersættelsen kørte føreren blandt andet over for rødt lys flere gange, kørte 170 kilometer i timen gennem Rønde by og kørte mod færdselsretningen.

I Randers centrum kørte bilen ind i et hegn. Herefter stak føreren, en 24-årig mand, og en 18-årig mandlig passager af til fods, men de blev indhentet og anholdt klokken 1.04.

En 17-årig kvindelig passager og en 18-årig mandlig passager, som blev siddende i bilen, blev også anholdt.

Alle fire blev sigtet for brugstyveri. Den 17-årige kvinde blev desuden sigtet for at være i besiddelse af en mindre mængde kokain.

Vurderes som vanvidskørsel

Ud over sigtelsen for brugstyveri blev den 24-årige fører sigtet for at være skyld i et færdselsuheld, for at bringe andres liv eller førlighed i fare, for at køre uden førerret, for at køre over for rødt lys fem gange og for at køre mod færdselsretningen.

Det udløste desuden seks klip i kørekortet.

På grund af de høje hastigheder vurderes kørslen som vanvidskørsel, og den 24-årige mand risikerer derfor en fængselsstraf.