Fortsæt til indhold

Voldsom brand i sættevogn - veje er spærret

Brand har ført til spærrede veje og kødannelse.

Krimi

En sættevogn er fredag eftermiddag 20. marts brudt i brand uden for Assentoft.

Branden er nu slukket, men politi og redning er aktuelt til stede ved rundkørslen Ebeltoftvej / Grenåvej.

Politiet har omkring 17.30 åbnet op for Grenåvej i østlig og vestlig retning, mens vejen fortsat er spærret mod nord og syd. Ifølge vagtchef hos Østjyllands Politi Allan Rubin vil det formentlig være status frem til omkring 18.30.

»Man er stadig ved at få bugseret sættevognen væk, og det tager noget tid. Vi forventer, at der er noget ekstra kørsel, men det burde snart begynde at glide derude,« siger han.

Østjyllands Politi beder bilister væbne sig med tålmodighed og efterkomme politiets anvisninger på stedet.

Brand i sættevogn uden for Assentoft. Foto: presse-fotos.dk

Årsagen til branden i sættevognen er endnu uvis.

»Vi får meldingen klokken 15.15, og da vi kommer derud, er sættevognen overtændt, og der kommer en røgsøjle op fra den. Den er blevet spændt af og står i rundkørslen,« siger operationschef hos Østjyllands Brandvæsen Andreas Lundøre Madsen.

Brandvæsnet har som sagt slukket branden, men seneste melding er, at man fortsat arbejder med at få dieselolie og kølervæske helt væk fra kørebanen.