Mindre gårdbrand hurtigt under kontrol
Et par fra ejendommen på Frellingvej i Kolind blev kørt til hospitalet til observation for røgpåvirkning, selv om situationen ikke var akut.
En mindre gårdbrand på Frellingvej ved Kolind endte søndag eftermiddag helt udramatisk.
En affugter var brudt i brand, men beboerne på stedet nåede selv at håndtere det meste af ilden, inden beredskabet ankom klokken 16.53.
»Da vi kommer frem, er der kun behov for lidt efterslukning, og efter 50 minutter kan vi køre igen,« fortæller vagthavende i pressetjenesten hos Beredskabet Favrskov – Randers – Djursland.
En tankvogn fra Rønde deltog i indsatsen sammen med brandfolk fra stationen i Kolind, ifølge vagthavende.
Et par fra ejendommen blev for en sikkerheds skyld kørt til hospitalet til observation, efter at have fået røg i lungerne.
»Det var ikke akut-akut, men når der er tale om røgpåvirkning, tager vi ingen chancer,« lyder det fra vagthavende.