Fortsæt til indhold

Stormen Dave på kort visit i østjysk boligblok – tag lettede

Storm førte til omfattende skader på Toftevej i Hørning, hvor et tag var ved at blæse af boligblok og nødvendiggjorde afspærring af område.

Krimi

Stormen, der er blevet døbt ”Dave”, gav søndag en del travlhed hos politiet i den nordlige del af Danmark. Her trak stormen, som til tider havde orkanagtig styrke, ødelæggelser efter sig.

Østjylland blev også ramt en smule. Ud over væltede træer flere steder i landsdelen blev både politi og brandvæsen kaldt til Hørning søndag eftermiddag, hvor et stort tag lettede fra en boligblok på Toftevej 46.

Taget var ved at blæse af boligblokken og hang ud over kanten.Tilsendt foto fra Jørn Ogdao Poulin Hansen
Små dele tagpap ligger på jorden ved boligblokken. Foto: Presse-fotos.dk

Avisen har fået tilsendt fotos af Jørn Ogdao Poulin Hansen, der bor i nummer 48 på Toftevej.

»Da taget var ved at blæse af ejendommen, fordi vinden fik fat, kom der en indsatsleder fra brandvæsenet herud for at lukke området af. Og så kom der person rundt og sagde, at vi skulle se at få vores biler flyttet, fordi hele parkeringspladsen skulle ryddes, da taget kunne blæse ned. Politiet kom også og satte afspærringsbånd op,« fortæller han til avisen.

Politiet har spærret et større område af, hvis taget skulle falde ned fra boligblokken i Hørning. Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk

Ifølge Jørn Ogdao Poulin Hansen er der håndværkere på stedet mandag for at kigge på skaderne på taget, der løsrev sig, men stadig hænger fast.

Parkeringspladsen er fortsat afspærret, og beboerne må heller ikke gå på fortovet, men i stedet gå gennem kælderen, hvis de skal ud.

Søndag eftermiddag var Østjyllands Brandvæsens indsatsleder rykket ud til en boligblok i Hørning. Tilsendt foto fra Jørn Ogdao Poulin Hansen

Sydøstjyllands Politi bekræfter søndagens hændelse, hvor ingen mennesker kom til skade.

»Vi gik en melding søndag klokken 15.09 om, at taget var ved at blæse af en treetagers boligblok på Toftevej 46 i Hørning. Klokken 17.09 var der ikke længere behov for vores assistance,« siger vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Søren Lisberg, til avisen.