Kvinde sendte kontrollør på skadestuen med flere slag i ansigtet
22-årig kvinde slog og skubbede buskontrollører og svinede betjente til.
En 22-årig kvinde blev torsdag eftermiddag anholdt 9. april og siden indlagt på psykiatrisk afdeling efter en voldsepisode ved Emil Vetts Passage i det centrale Aarhus.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet modtog torsdag omkring klokken 14.30 en anmeldelse, hvor to buskontrollører bad om hjælp til at håndtere en uønsket passager. Ifølge anmeldelsen havde kvinden skubbet den ene kontrollør og slået den anden i ansigtet med knyttet hånd flere gange.
De tilsendte betjente blev mødt af en udadreagerende 22-årig kvinde, som gjorde kraftigt modstand, da betjentene forsøgt at lægge hende i håndjern. I forbindelse med anholdelsen havde hun også nogle knapt så høflige ting at sige til betjentene.
I alt blev det til en sigtelse for at have begået vold mod personer i offentlig tjeneste, at have lagt hindringer i vejen for politiets arbejde og for fornærmelig tiltale mod polititjenestemænd.
Begge kontrollører blev vejledt om at tage på skadestuen og blive tilset. De er, oplyser Østjyllands Politi, ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade.