5000 danskere har trykket "1" – og befandt sig pludselig midt i stort svindelnummer
»Det er en stor bølge«
En bølge af svindelopkald rammer lige nu flere tusinde danskere. Opkaldene indledes med en besked om, at der vil blive hævet penge fra ens konto, medmindre man trykker 1 for at annullere overførslen.
Det skriver TjekDet.
Svindlerne udgiver sig for at ringe fra enten MobilePay eller betalingstjenesten PayPal. Ifølge TjekDet har mindst 5.000 danskere alene i 2026 trykket 1, hvorefter de er blevet mødt af en engelsktalende stemme, der guider til, hvordan man »stopper overførslen«.
At så mange har tastet 1 er for svindelekspert Sune Gabelgaard nogle »helt vanvittige tal,« der giver anledning til at advare ens nærmeste.
»Det er en stor bølge, og man bør bruge det som en lejlighed til at få talt med de ældre i ens familie, for man kan godt høre, at det primært er dem, de har fat i,« siger Sune Gabelgaard.
Svindlerne fanget på lyd
TjekDet kan dokumentere svindlen, fordi mediet er i besiddelse af flere hundrede lydoptagelser af denne type svindel.
Optagelserne er lavet uden svindlernes viden, da hackere har skaffet sig adgang til svindlernes opkaldssystemer, hvorfra hackerne har optaget samtalerne mellem ofre og svindlere.
Når ofrene har trykket »1« på deres telefon, bliver de personligt ringet op af en engelsktalende person. Ifølge TjekDet får langt de fleste danskere mistanke og afbryder opkaldet, men nogle fortsætter samtalen i den tro, at det handler om at stoppe en overførsel fra deres konto.
TjekDet har talt med to af ofrene for svindlen. Den ene blev franarret 5.400 kroner, den anden 12.000 kroner.
Svindlerne bag opkaldene er ikke blandt de dygtigste, svindelekspert Sune Gabelgaard kender til, men han understreger, at metoden virker, og at det er en »hyper skalerbar« type kriminalitet, hvor det ikke kræver et stort arbejde for svindlerne at nå ud til tusindvis af danskere. Hvis bare et lille udsnit lader sig svindle, kan det stadig generere store beløb.
»Det første opkald er automatiseret, så i virkeligheden kunne de ringe op til alle danskere på én gang - hvis telenettet kunne holde til det - og så skal de jo bare vente på, at folk taster 1. I gamle dage skulle de ringe til ét muligt offer ad gangen,« fortæller Sune Gabelgaard.
Offeret, som mistede 5.400 kroner, fik efterfølgende banken til at spærre hendes kort, men banken dækker ikke tabet, da selvrisikoen er på 8.000 kroner.
TjekDet har fået adgang til materialet gennem et samarbejde med det digitale efterretningsfirma Truesec.