»Tiltrængt pause« på 20 måneder i fængsel og forbud mod at kontakte børn har ikke virket på nylig løsladt, der nu er sigtet for igen at have krænket børn under 15 år
22-årig er sigtet og varetægtsfængslet for nye blufærdighedskrænkelser og overtrædelse af sit forbud mod at tage kontakt til børn.
»Nu får han en tiltrængt pause i fængslet, og når han bliver løsladt efter afsoning, er det med et forbud mod at kontakte fremmede børn under 18 år, hvilket jeg også finder meget passende i den her sag.«
Det sagde specialanklager Jesper Rubow fra Østjyllands Politi for knap to år siden efter en retssag mod en dengang 20-årig mand fra Favrskov. Den unge mand havde i en årrække udsat flere piger og yngre kvinder for en lang række forsøg på ulovlig tvang samt trusler og blufærdighedskrænkelse. Han var desuden i besiddelse af børnepornografisk materiale og udbredte fra sin telefon videoer af nøgne mindreårige, som han via Snapchat havde taget kontakt til og truet til at sende nøgenbilleder af sig selv.
»Jeg er glad for, at den 20-årige mand nu er blevet kendt skyldig i sagen, da hans ubehageligheder og voldsomme retorik har gjort mange unge piger nervøse og usikre,« sagde specialanklageren efter retssagen for knap to år siden.
Din Avis skrev om sagen i maj 2024, hvor han ifølge anklageskriftet var fremkommet med en lang række grove trusler mod de mindreårige piger. Blandt andet truede han en pige til at sende nøgenbilleder af sig selv ved at true med at lægge nøgenbilleder af hende ud på nettet, slå hendes familie ihjel og voldtage hendes mor og lillesøster.
Sagen blev ført ved retten som tilståelsessag, idet den tiltalte på forhånd havde tilstået de mange forhold, han havde begået mod unge piger over hele landet.
Dommen lød på et år og ti måneders fængsel til den 20-årige mand fra Favrskov foruden kontaktforbud på ubestemt tid.
Nye sager
Det ”tiltrængte” fængselsophold og kontaktforbud har dog tilsyneladende ikke haft den ønskede effekt på den unge mand, der for nylig blev løsladt efter endt afsoning. Torsdag 16. april kl. 10 blev han anholdt på sin bopæl i Favrskov Kommune og sigtet for blandt andet blufærdighedskrænkelse og overtrædelse af kontaktforbuddet.
Der er tale om to nye sager mod børn under 15 år, oplyser anklagerfuldmægtig Niels Vinther fra Østjyllands Politi til Din Avis. I den ene sag er den nu 22-årige mand sigtet for blufærdighedskrænkelse, hvilket samtidig udløser en sigtelse for overtrædelse af forbuddet mod at kontakte børn under 18 år.
I den anden sag er han sigtet for ulovlig tvang, trusler og blufærdighedskrænkelse af et barn under 15 år og samtidig ved digitalt at have overtrådt sit kontaktforbud ved sin henvendelse til barnet.
Idet børnene er under 15 år, er der tale om særligt skærpende omstændigheder, oplyser anklageren, og de nye sigtelser er så alvorlige, at han fredag blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers med krav om varetægtsfængsling.
Her blev han varetægtsfængslet i foreløbig tre uger frem til torsdag 7. maj, selvom han erklærede sig uskyldig i alle de fire nye forhold, han er sigtet for. Han kærede dog ikke kendelsen til landsretten, oplyser Østjyllands Politi.
Normalt omtaler politiet ikke tidligere domme, men det har man gjort i denne sag, fordi den tidligere dom i forhold til kontaktforbuddet har direkte relevans for, at han nu er blevet varetægtsfængslet i den nye sag.