Ville være venlig og vise vej: Endte en del tusinde kroner fattigere
Mand i bil hev angiveligt telefonen ud af hånden på en 23-årige. Sidenhen blev der lavet flere transaktioner fra ofrets bankkonto for en del tusinde kroner.
Søndag 19. april om eftermiddagen modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en 23-årig mand var blevet udsat for et tricktyveri, da han havde befundet sig i det centrale Aarhus i de sene nattetimer.
Ifølge anmeldelsen havde den 23-årige mand befundet sig i Klostergade i Aarhus C, da han omkring klokken 3.00 var blevet antastet af en mand i bil.
Manden i bilen havde angiveligt spurgt om hjælp til vejvisning, hvorfor den 23-årige havde fundet sin telefon frem for at hjælpe. I den forbindelse tog manden i bilen telefonen ud af hånden på den 23-årige og kørte væk fra stedet.
Efterfølgende kunne den 23-årige mand konstatere, at der var blevet lavet flere transaktioner fra hans bankkonto for en del tusinde kroner.
Østjyllands Politi efterforsker sagen nærmere.