Flere indbrud midt i byen – nu skal der tjekkes overvågning
To steder i samme by har der været ubudne gæster.
Galten har mellem mandag og tirsdag været ramt af indbrud hos byens erhvervsdrivende; i Bio Huset på Torvet og hos SusieFrank Blomsterdesign i Søndergade.
I Søndergade kom tyvene ind i butikken ved at knuse en rude i bagdøren.
»På den måde kunne de få hånden ind og påvirke låsemekanismen,« siger Nicolai Rasmussen, politikommissær ved Sydøstjyllands Politi.
Umiddelbart blev der ikke stjålet noget ved indbruddet. Det bekræftes i et Facebook-opslag fra SusieFrank Blomsterdesign:
I Bio Huset gik tyvene ind ad en bagdør og fik brudt en dør op til kontoret og billetsalget.
»Angiveligt med en skruetrækker,« siger politikommissæren.
Der blet sjålet kontanter fra stedet – og tyvene forsvandt samme vej, som de kom ind.
Der er dog håb for en opklaring.
»Vi har indhentet overvågning fra naboforretningerne,« siger Nicolai Rasmussen.