Tidligere AGF-spiller reddede fastklemt 11-årig fri
Den tidligere AGF-spiller Jesper Juelsgård var blandt de første på ulykkessted tilbage i september. Sammen med seks andre er han netop blevet hædret for sin indsats.
Den tidligere AGF-spiller Jesper Juelsgård var en af de syv mænd, der var med til at redde en 11-årig dreng en september-morgen sidste år, skriver TV2 Østjylland.
Drengen var fastklemt under en bil efter en trafikulykke i Gedved ved Horsens. Jesper Juelsgård var en af de første, der nåede frem til ulykken.
»Der gik ti til femten sekunder, så var tre-fire personer samlet rundt om bilen og fik kontakt til drengen,« siger Jesper Juelsgård til tv-stationen.
Mændene forsøgte hurtigt at løfte bilen, men det lykkedes først, da en minilæsser kom til undsætning.
Drengen blev fløjet til Aarhus Universitetshospital, men han kom ikke alvorligt til skade og har ingen mén efter hændelsen, oplyser familien til tv-stationen.
De syv mænd, der deltog i redningsaktionen er netop blevet hædret af Sydøstjyllands Politi og har modtaget en dusør for deres indsats.