Unge festede fredeligt til kapsejlads – mere galt gik det på havnen
»Hele dagen forløb på en festlig og rolig måde,« oplyser politiet om årets kapsejlads. Til gengæld blev to personer anholdt efter vold på havnen i Aarhus.
Østjyllands Politi var traditionen tro til stede med flere patruljer ved årets kapsejlads i Universitetsparken i Aarhus fredag 24. april.
På trods af at tusindvis af unge var samlet, og promillen var høj for mange deltagere, forløb »hele dagen på en festlig og rolig måde,« oplyser Østjyllands Politi, som tilføjer, at de tilstedeværende betjente:
»Alle blev mødt med store smil og højt humør.«
Anderledes uroligt endte natten til lørdag på Havnegade i Aarhus C.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Klokken 1.10 modtog politiet en anmeldelse om slagsmål.
Da patruljen ankom, fik de kontakt til en mand, der havde været udsat for vold.
Patruljen fik samtidig kontakt til vidner, som havde overværet hændelsen. Ud fra beskrivelser af gerningsmændene kunne øvrige patruljer kort efter anholde to personer, der passede på signalementet.
Den ene gerningsmand blev sigtet for vold, mens den anden er sigtet for grov vold.