Fortsæt til indhold

Teenager kastede kanonslag i lyng-område: Ild spredte sig hurtigt

På baggrund af vidneforklaringer fik patruljen kontakt til en ung mand på 19 år.

Krimi
csj

En ung mand kastede lørdag 25. april om eftermiddagen et kanonslag i et lyngområde ved Gjerrild i det nordlige Djursland.

Sådan lød anmeldelsen til Østjyllands Politi klokken 14.55.

Kanonslaget antændte bevoksningen, og ilden spredte sig hurtigt på grund af en tør og kraftig vind.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Brandvæsenet og politiet rykkede ud til stedet, og mens brandvæsenet fik slukket ilden, fik patruljen kontakt til anmelder.

På baggrund af vidneforklaringer fik patruljen kontakt til en ung mand på 19 år, som blev sigtet for overtrædelse af beredskabsloven.

Den unge mand er ikke fra lokalområdet. Han kan se frem til at modtage en bøde.