Matchede DNA i database: Nu er han dømt for 11 år gammel voldtægt
Mandag blev en 50-årig mand idømt fire års fængsel i en sag fra 2015.
En 50-årig mand fra Skanderborg er ved Retten i Randers blevet kendt skyldig i en alvorlig voldtægtssag fra 2015, efter at politiet via slægtskabssøgning fandt frem til ham gennem et DNA-match på et familiemedlem.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Sagen handler om et groft overfald på en dengang 89-årig kvinde ved hendes bopæl i Over Fussing nær Randers. Kvinden blev overfaldet i sit hjem, slæbt udenfor og udsat for grov voldtægt, hvorefter gerningsmanden flygtede fra stedet.
I flere år stod var uopklaret, men nye efterforskningsmuligheder førte sidste år Østjyllands Politi tættere på en mistænkt.
Ved at søge på tidligere sikrede DNA-spor fra sagen fik politiet et match i systemerne på et familiemedlem til den nu dømte 50-årige mand.
Mandag eftermiddag blev han ved Retten i Randers kendt skyldig og idømt fire års fængsel. Straffen er udmålt efter den lovgivning, der var gældende på gerningstidspunktet i 2015, hvor straffen for voldtægt blev vurderet lavere end efter den nuværende lovgivning.
Specialanklager Birgitte Ernst fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi glæder sig over dommen.
»Jeg glæder mig over, at det har været muligt at få identificeret, anholdt og nu også dømt gerningsmanden til den alvorlige voldtægtsforbrydelse, som i årevis har været uopklaret og givet anledning til en forståelig utryghed hos borgerne i området omkring gerningsstedet,« siger specialanklager Birgitte Ernst fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.
Hun fremhæver samtidig, at retten fulgte anklagemyndighedens påstand i sagen.
»Med dommen har vi fået sat et foreløbigt punktum i sagen, og jeg er særligt tilfreds med, at Retten i Randers har fulgt anklagemyndighedens påstand om at dømme for voldtægt af særlig farlig karakter begået under særligt skærpende omstændigheder. De efterladte til den 89-årige kvinde – der nogle måneder efter overfaldet afgik ved døden – kan med rettens afgørelse forhåbentligt komme videre i livet, nu hvor gerningsmanden er blevet kendt skyldig og idømt flere års fængsel.«
Den 50-årige mand har siddet varetægtsfængslet siden februar 2025, hvor han blev anholdt på baggrund af dna-sporene i sagen. Han nægter sig fortsat skyldig og har anket dommen til landsretten.
Han har desuden kæret kendelsen om, at han skal forblive varetægtsfængslet efter dommen.
Ud over fængselsstraffen blev manden dømt til at betale erstatning til kvindens efterladte familiemedlemmer.
Retten fandt ham også skyldig i de øvrige forhold, han var tiltalt for.
Det omfatter blandt andet en episode, hvor han udsatte en ukendt kvinde for andet seksuelt forhold end samleje, samt flere episoder, hvor han filmede ukendte personer i intime situationer.